Bordtennistræneren Nick Ilsø fra Penthouse er "Årets Talentudvikler 2016"

Prisen ”Årets talentudvikler 2016” blev tildelt Nick Ilsø, som er cheftræner i bordtennisklubben Penthouse Copenhagen.

Nick Ilsø er 27 år og har i de seneste fem år fungeret som træner i først Ballerup BTK og siden i Brønshøj Bordtennis og Københavns BTK. I de sidste to sæsoner har han været cheftræner for ungdomstalenter og elitespillere i Københavns BTK og Brønshøj Bordtennis fælles talent- og elitesamarbejde, CPH Bordtennis. Her spiller han en central rolle ift. arbejdet med at udvikle et udviklingsmiljø med en stærk, fælles elitetræningskultur for spillere fra forskellige klubber, aldre og niveauer. Nick har også fungeret som træner på bordtennislinjen på Team Copenhagens Eliteidrætsakademi.

Nick har i løbet af sin trænerkarriere vist, at han både evner at udvikle unge talenter, og at arbejde med elitespillere. Blandt de spillere han har været med til at udvikle helt fra start, er 15-årige Thor Christensen og 16-årige Sophie Walløe. Dem har han arbejdet med, siden de var 10 år gamle, og de er i dag en del af det danske juniorlandshold.

 Christoffer Petersen elitekoordinator og ungdomsansvarlig i DBTU fortæller om Nick Ilsø:

”Nick har de sidste par år udviklet sig til en meget stærk og selvstændig træner med en personlighed, der rammer specielt de unge mennesker. Han skaber tryghed omkring sig, og han er i stand til at få spillerne til at arbejde hårdt. Nick har flere af de kompetencer, vi kigger efter i forbundsregi, når vi udpeger trænere til internationale opgaver som Europa Top 10 og ungdoms-EM, og igennem det arbejde, som jeg personligt har haft med Nick og hans ungdoms-landsholdsspillere, har jeg lutter positive ting at sige”.

Følg Penthouse Copenhagen på Facebook

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold

Luk